Spilforslag - VfB Stuttgart - FC Nürnberg

VfB Stuttgart - FC Nürnberg
3-1
28-11-2016
2. Bundesliga
Spilforslag: Guido Burgstaller
Spiltype: Scorer i kampen
Odds: 3
Units: 3 / 5
Oprettet: 28/11-2016 - 16:34
Bookmaker: Bet365
Ekspert: Tipperen
TABT
Stuttgart er forholdsvis store favoritter i mandagens 2. Bundesligakamp imod Nürnberg. Jeg anser det dog som værende ganske plausibelt at gæsterne kommer på tavlen i opgøret - og her kan holdets topscorer komme til at spille en hovedrolle.

Østrigeren Guido Burgstaller har deltaget i 12 kampe for Nürnberg i denne sæson, hvoraf de 11 har været som starter. I disse kampe har han formået at nette intet mindre end 11 gange. Dermed har han tegnet sig for knap 46% af alle holdets mål, og må betegnes som en utroligt vigtig brik.

Burgstaller, der er alene i front på topscorerlisten i 2. Bundesliga, har været umanerligt stabil som målscorer i sæsonen. Hans scoringer er fordelt over 9 af 12 kampe, hvor han så to gange har været dobbelt målscorer. Kun i tre kampe, har han ikke fundet vej til nettet, og sjovt nok har alle disse kampe været på hjemmebane. Med andre ord; han har scoret i alle udekampe, han har deltaget i siden sæsonens start. Den østrigske angriber er desuden også holdets straffesparksskytte.

Det er dog en stor opgave han og resten af Nürnberg-holdet kommer på denne mandag. Nedrykkerne fra Stuttgart venter på Mercedes-Benz-Arena, og det er selvsagt ikke noget nemt sted at spille. I denne sæson er det kun Heidenheim, der har formået at slippe afsted herfra med point. De øvrige fem hjemmekampe, som Stuttgart har spillet, er vundet.

Mandagens hjemmehold har dog ikke altid vist voldsom styrke i defensiven. I 10 af 13 kampe i denne sæson har man lukket mål ind, hvilket er sket i de seneste fem i træk. Bl.a. blev man i midten af sidste måned udstillet med 5-0 på udenbane imod Dynamo Dresden, mens man også har lukket mål ind imod Karlsruhe, 1860 München og Bielefeld i den seneste tid; alle hold fra bunden af tabellen.

Nürnberg er ved at komme sig efter en skidt start på sæsonen, og er nu ubesejrede i syv kampe i træk (5-2-0). Der er kommet godt gang i både point- og målhøst, og man ligner igen et hold, der kan spille med om oprykningspladserne. En sejr i mandagens kamp, vil sende holdet kun tre point fra playoff-pladsen og fire point fra dagens modstander fra Stuttgart.

Gæsterne er det eneste hold i hele 2. Bundesliga, der har formået at score i hver eneste kamp i denne sæson, hvilket selvfølgelig har en del af gøre med Guido Burgstaller.

Nürnberg er ubesejrede i de seneste tre møder med Stuttgart, som dog ligger 2-3 år tilbage. Som formen er på de to mandskaber pt., så får hjemmeholdet kamp til stregen i dette opgør, og vejen til succes for gæsterne går igennem den østrigske bomber.

Cashpoint og Tipico tilbyder henholdsvis 2,60 og 2,55 for dette spil, hvilket jeg dog finder en kende for lavt. Omvendt er Bet365, og deres odds 3,00 i overkanten. Jeg spiller den helt ned til 2,70 og med denne vurdering får vi en flot betvalue her.